Vores idealer

Socialdemokratiets idégrundlag er den demokratiske socialisme. Målet for os er at frigøre mennesker, sikre deres tryghed og give hvert enkelt menneske mulighed for frit at bestemme over eget liv i ansvarlighed over for sig selv, for fællesskabet, naturen og de kommende generationer.

Alle mennesker, uanset køn, race og tro, skal have muligheder, og for socialdemokraterne er dette krav om menneskets frihed uløseligt forbundet med kravet om arbejde til alle og lige adgang til samfundets goder. De socialdemokratiske ideer står derfor også lige i modsætning til enhver form for diktatur og til økonomisk ulighed. Socialdemokratiets ideer bygger på tillid til mennesket og tro på fremtiden.

Socialdemokratiet værner om de grundlæggende menneskerettigheder. Vi værner om retssamfundet. Vi mener, at ægte frihed kun eksisterer, når politiske og sociale rettigheder samtidig findes. Vi mener derimod ikke, at lighed er en modsætning til begrebet frihed. Lighed skal være demokratiets grundvold ud fra ideen om alle menneskers lige værd.

Socialdemokratiet tror også på sammenhold mellem mennesker. Solidaritet er vilje til sammenhold, også med hensyn at yde bistand til fattige og svage - internationalt og nationalt uanset race og tro. Men solidaritet er også afstandtagen fra racisme og fremmedhad.





Medlemsportalen
Helle Thorning-Schmidt
Frit Forum
DSU

Socialdemokraterne
Danasvej 7, 1910 Frederiksberg C
Tlf. 7230 0800
www.socialdemokraterne.dk