Gå til sidens indhold

Vi skal passe bedre på dem, der passer på os

Før valget lovede vi at investere 3 milliarder kr. i bedre løn og arbejdsvilkår. Det går vi i gang med nu.

Det skal gøre det mere attraktivt at arbejde i vores velfærdssamfund. For der er ikke kun brug for flere penge. Der er også brug for flere kolleger. Så der bliver bedre tid til omsorg og pleje af børn og ældre.

Nogle vil måske spørge: De penge, der skal bruges på løn. Eller for den sags skyld på skattelettelser – som Socialdemokratiet også gik til valg på. Kunne de ikke bare gå til velfærd?

For selvom regeringen også har afsat milliarder til velfærd, sundhed og psykiatri, så ved vi godt, at der alligevel skal spares flere steder. Det er ikke nogen nem opgave at få budgetterne til at hænge sammen ovenpå en meget høj inflation i de sidste par år. Og kommuner og regioner gør, hvad de kan i en svær situation.

Men vi er nødt til at gøre flere ting på samme tid, hvis velfærdssamfundet skal hænge sammen. Og blive endnu bedre.

For det første skal pengene følge med, når vi heldigvis bliver flere børn og ældre. Det gør de med regeringens politik. Og senest har vi tilført kommuner og regioner 1 milliard kr. ekstra til næste år oveni det, der ellers var aftalt.

For det andet skal vi frigøre tid. Så de ansatte får mere tid sammen med borgerne. Og mindre tid med dokumentation og styring. Det er et langt, sejt træk. Men vi er i gang.

Og for det tredje skal vi tiltrække flere medarbejdere. Det handler både om at give flere unge lyst til at tage en uddannelse, hvor man arbejder med mennesker. At flere skal tage del i vagterne og have kontakt med borgerne. At andre får lyst til at gå op på fuld tid. Et bedre arbejdsmiljø.

Så vi passer bedre på dem, der passer på os.

Vil du være med i fællesskabet?

Som intromedlem af Socialdemokratiet bliver du en del af et stærkt politisk fællesskab, der arbejder for at sikre solidariteten, styrke velfærden og gennemføre den grønne omstilling.

Meld dig ind i dag og vær gratis medlem til den 30.06.2024.

Bliv gratis intromedlem

Gå til indmeldelse